Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Fysiske rammer

Et åbent hus for store og små

I Aalborg Vestby ligger Daginstitutionen Vesterkær Sogn i naturskønne omgivelser nær fjorden, Kridtgraven, Egholm og andre gode oplevelsesmuligheder. Huset er omgivet af en for- og en baghave, der udfordrer børnenes læring på forskellig vis.

Vores forhave er en traditionel legeplads, som indbyder til rolleleg og bevægelse på cykler, gynger og rutsjebaner, hvor vores baghave byder på naturoplevelser, fordybelse og udvikling af fantasi. Vores baghave rummer endvidere en insekthave, drivhus, bålsted, skov og et lille træværksted - og er ofte et omdrejningspunkt for røde kinder og dejlig stunder. Vi har endvidere en del af vores store legeplads indhegnet med et lille hegn, så vores vuggestuebørn kan passes ekstra godt på, når vi alle er på legepladsen.

Vores hus består af mange små rum, hvor der både er plads til vild leg, ro og fordybelse. Vi tilstræber, at vores læringsmiljøer på alle stuer er dynamiske i takt med, at vores børnegrupper forandres. Børnegrupperne har hver deres rum med læringsmiljøer, men vi prioriterer også et åbent hus, hvor store og små kan færdes sammen.